Fredericias skolebørn har det godt
11. feb. 2012 09.41 Nyheder
En ny undersøgelse placerer Fredericia højt på listen over folkeskoler med mindst fravær
Ministeriet for Børn og Undervisning har netop offentliggjort en rapport, der for første gang giver et overblik over, hvor stort fraværet er på landets folkeskoler. Rapporten viser, at fraværet i Fredericia Kommune ligger pænt under landsgennemsnittet på alle de tre faktorer, som rapporten gør fraværet op i, nemlig sygdom, lovligt fravær og ulovligt fravær.
- Jeg tror, at de gode tal skyldes, at Fredericia er en kommune med stort fokus på børns trivsel. Hvis børnene ikke trives, har det en negativ indflydelse på både sygedage og dage med ulovligt fravær, og her ser vi det omvendte billede. Det kan skolerne godt være stolte af, siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Fredericia, Peder Hvejsel.