Fredericia er ikke klar til Aladdin
21. feb. 2012 17.50 Nyheder
Europapremieren på Disneys musical Aladdin kommer til Fredericia i oktober.
Der ventes op mod 30.000 publikummer til forestillingerne på Fredericia Teater.
Fredericia by skal gøre sig klar til det store rykind, skriver Lokalbladet Budstikken Fredericia. Det er den ikke i dag, siger direktør på Fredericia Teater, Søren Møller.
- Det handler om, at Aladdin er en forestilling som er af en størrelse og et omfang som vi ikke har set tidligere i Fredericia. Og der er ikke bare tale om en forestilling, men en turistattraktion, som kommer til byen, siger Søren Møller.
- Det Fredericia mangler er sådan set ikke andet end at man er fokuseret og indstillet på at der kommer mange tusinde mennesker til byen. Og det skal naturligvis udnyttes i ordets bedste betydning ved at sørge for, at der ikke bare er tale om en event, men sørger for at noget af Alladin bliver tilbage, når vi en gang er færdige med den og at folk har så stor en oplevelse, at de kommer igen, lyder det fra teaterdirektøren.
Der er premiere på Aladdin den 4. oktober.