Nye oplysninger om arrest-dødsfald
04. maj 2012 08.53 NyhederSagen om den unge mand, Ekrem Sahin, der døde efter at fængselsbetjente i Kolding brugte magt mod ham, tager nu en ny drejning.
Eksperterne i Retslægerådet siger, at dødsårsagen kan være iltmangel, oplyser TV2.
Tidligere har to retsmedicinere haft en noget anden vurdering.
De har udtalt, at Ekrem Sahins død formentlig var resultatet af en sjælden stressreaktion - at han nærmest døde af ophidselse.
Men hans vejrtrækning kan være blevet besværliggjort af, at han blev lagt på maven, lyder det nu.
Det er Sydøstjyllands Politi, der står for undersøgelsen af den tragiske sag.
Chefanklager Claus Larsen siger torsdag aften til Ritzau, at han ikke vil kommentere materialet fra Retslægerådet.