Syddanskerne er vilde med pension
19. feb. 2012 06.32
Opdat.: 19. feb. 2012 07.55Den er slet, slet ikke så kedelig mere. Pensionen!
Hvad end det er lige om hjørnet, eller om der går nogle år, inden man kan trække sig tilbage, så vil flere vide, hvordan fremtiden ser ud.
5786 loggede ind
I 4. kvartal sidste år loggede 5786 syddanske kunder hos PensionDanmark sig ind på deres elektroniske pensionsoversigt.
Det er ni procent flere end kvartalet før. Og selvom kunderne er forskellige i alder, så er det specielt dem, der snart kan hæve pensionen, der kigger ind.
- Der er rigtig mange af vores ældre medlemmer, som logger sig ind for at se, hvad de kan regne med at have i den tredje alder, siger direktør for PensionDanmark, Jens-Christian Stougaard til dr.dk/p4.
Travlhed nu her
Og det er da også i disse dage, at der kan forventes travlhed. I løbet af måneden kommer den årlige pensionsopgørelse nemlig dumpende.
- Det er altid en god idé lige at åbne brevet og se, om der står de rigtige tal, siger Jens- Christian Stougaard til dr.dk/p4.
Passer dækningen
Han opfordrer pensionskunder til at undersøge, om de har den korrekte forsikringsdækning.
- Man skal overveje om ens dækning passer til ens livssituation. Er man nygift i nyt hus med stor gæld, så kan der være behov for et højere forsikringsdækning, mens der kan være behov for en lavere, hvis man er ældre og bor i lejelejlighed, siger direktøren.