Slut med honningkager
01. apr. 2011 06.56 TrekantenKagerne er formet som hjerter og overtrukket med mørk chokolade. Bare tanken om det søde honning i midten af kagen, får enhver mund til at løbe i vand. Men den fornøjelse bliver der måske snart sat en stopper for.
Nyt EU-forslag gør det umuligt at lave honningkager i fremtiden. Der skal nemlig stå på varedeklarationen i lige præcis hvilken kommune, bien har hentet sin nektar.
Chokolatier og konditor, Kim Rasmussen, laver honningkager i Christiansfeld til daglig, og han er rasende.
- Det er jo fuldstændig sindssygt. Så vidt jeg ved, så er bierne ikke udstyret med GPS'er, der fortæller, om de flyver over en eller anden kommunegrænse. Det kan ikke lade sig gøre. det siger sig selv.
Ønske fra EU-forbrugere
DR's korrespondent i Bruxelles, Ole Ryborg, fortæller, at det er et ønske fra forbrugerne i Europa, at reglerne skal strammes. De vil simpelthen præcis vide, hvor deres mad kommer fra.
Det får store negative konsekvenser for Kim Rasmussen og hans forretning.
-Vi må jo bare konstatere, at så er honningkagernes tid passé, hvis vi ikke kan få honning. Sådan er det bare.
Truet af lukning
Brødremeninghedens honningkagebageri har bagt honningkager siden 1799, og 1. marts i år genåbnede butikken efter tre års renovering. Men Kim Rasmussen er bange for, at hele hans butik må lukke.
-Enten må vi lukke eller også må vi finde på noget helt andet. Men det tager jo lang tid, og der gemmer sig en meget lang historie bag, som bliver svær at bygge op igen. Honningkagerne er lige som et brand for Christiansfeld, og hvis man skal til at bygge et nyt brand op, så bliver det ikke mig, der kommer til at opleve storhedstiden i hvert fald.
Indtil videre er de nye biregler et EU-forslag, men Ole Ryborg mener, at der er stor sandsynlighed for en vedtagelse. Han siger, at det er et krav fra mange lande, blandt andet Belgien, og fra forbrugerorganisationerne. De vil simpelthen vide, hvor maden kommer fra.
I forvejen findes der et honningdirektiv. Klik her og læs mere.