De unge i fokus på konference
09. feb. 2012 13.46 NyhederIntet job, ingen uddannelse og heller ingen indtægt.
Unge 15-17-årige, der falder ud af systemet, er torsdag i fokus, når Den Nationale Ungeenhed for første gang holder Ungekonference i Vejle.
Det er en rigtig god ide, mener Anders Ladegaard, der er leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning Lillebælt.
For konsekvenserne kan blive store, hvis man ikke få fat i netop de her unge.
- Konsekvenserne for de unge er, at de vil sidde på det yderste mandat. De vil få et liv, hvor de i bedste fald går fra det ene job til det andet, og i værste fald falder uden for uden job og kommer i ledighed i lang tid, siger Anders Ladegaard.
Det går fremad
Men heldigvis er tendensen for de unge positiv.
Tal fra Region Syddanmark for de 9.klasser, der blev færdige i 2010, viser, at 90,2 procent af de unge vil have taget mindst en ungdomsuddannelse 25 år efter folkeskolen.
- Det er et fremskridt. Går vi bare et par år tilbage, så lå det tal fire til fem procentpoint lavere, siger Anders Ladegaard.
To af medarbejderne fra Ungdommens Uddannelsesvejledning Lillebælt skal med til Ungekonferencen.
Konferencen skal blandt andet skabe bedre samarbejde mellem jobcentre, ungdomsuddannelser og uddannelsesvejledninger.
På landsplan står 3,3 procent af de unge i dag helt uden for både arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet.