The Cranberries: Roses
20. februar 2012 kl. 06:00
på
P4
Efter godt ti års pause er The Cranberries med Dolores O'Riordan i front klar med et nyt album. "Roses" udkommer 27. februar og det aktuelle singleudspil "Tomorrow" har allerede gjort sit indtog på P4.
Gruppen blev dannet i Limerick, Irland i 1989 (oprindeligt under navnet The Cranberry Saw Us) og hittede fire år senere med sangene "Linger" og "Dreams" fra debutalbummet "Everybody Else Is Doing It, So Why Can't We?", der gik #1 i England.
Men den helt store succes kom i 1994 via albummet "No Need To Argue", der var rundet af den tidstypiske grunge-sound og ikke mindst i kraft af megahittet "Zombie" solgte omkring 17 millioner eksemplarer på verdensplan og sendte The Cranberries op i radiorockens superliga.
Efter yderligere tre album gik gassen af ballonen, inspirationen og pladesalget svigtede og ovenpå endnu en udmarvende turné besluttede bandet i efteråret 2003 at gå hver til sit for at passe hjemmefronten og fokusere på diverse solo- og sideprojekter. Men musikere skal også betale regninger, så efter seks års adskillelse samledes The Cranberries igen omkring en genforeningsturné og udgivelsen af et best of-album.
Det var under de mange lydprøver på verdensturneen i 2010 at sangerinden og sangskriveren Dolores O'Riordan, guitaristen Noel Hogan, hans bror Mike på bas og trommeslageren Fergal Lawler begyndte at udveksle ideer til en håndfuld nye sange.
Resultatet foreligger nu i form af albummet "Roses", der er indspillet med deres gamle sparringspartner Stephen Street. Han producerede de to første Cranberries-album og var også inde over gruppens femte og seneste udspil "Wake Up And Smell The Coffee" fra 2001.
Enkelte af de nye sange som f.eks. "Astral Projection" og "Raining In My Heart" stammer tilbage fra perioden før 2003, hvor The Cranberries var i færd med at forberede deres sjette album, men i stedet valgte at gå i hi.
Andre sange som "Serendipity", "Conduct Yourself" og "Tomorrow" er brygget sammen under turneen i 2010, mens titelnummeret "Roses" blev skrevet af Noel Hogan og Dolores O'Riordan i fællesskab, kort før indspilningerne blev afsluttet i Metalworks studiet i Toronto.
I marts tager The Cranberries til New Zealand og Australien for at optræde med bl.a. Lenny Kravitz og Wolfmother, inden touren går videre til Asien, USA og Canada og tilbage igen til Europa. Der er endnu ingen forlydender om danske koncertdatoer.