Ron Sexsmith: Forever Endeavour
11. februar 2013 kl. 06:00
på
P4
Sidst Ron Sexsmith lod høre fra sig var i 2011 med albummet "Long Player Late Bloomer", der viste den følsomme canadier fra en mere rockorienteret side. Denne gang har han genoptaget samarbejdet med produceren Mitchell Froom, der også var med ombord på "Ron Sexsmith" fra 1995 og andre af sangerens centrale udgivelser. På det nye album "Forever Endeavour", der er det 12. i rækken, er omdrejningspunktet igen en håndfuld bittersøde betragtninger om kærlighed og livets andre faldgruber.
Indspilningen er foregået i Mitchell Frooms studie i Santa Monica med en flok session-musikere fra den amerikanske vestkyst, suppleret med trommeslageren Pete Thomas og bassisten Davey Farragher fra Elvis Costellos band The Impostors, pedal steel guitaristen Greg Leisz samt strygekvartetten The Calder Group.
De tolv sange på "Forever Endeavour" er skrevet lige i kølvandet på "Long Player Late Bloomer" og kaldte på en blidere stemning og flere musikalske nuancer i forhold til den elektrisk ladede forgænger. Det kan blandt andet høres i numre som "Back Of My Hand", "Nowhere Is", "She Does My Heart Good" og den nærmest funky førstesingle "Snake Road".
- Med "Long Player…" ønskede jeg at lave noget i retning af Carole Kings "Tapestry", sådan bare catchy fra start til slut, fortæller sangeren. - Men de nye sange krævede noget andet og denne her plade er nok min hidtil mest personlige, så det virkede indlysende at lave den med Mitchell.
Ron Sexsmith er født i 1964 i St. Catharines, tæt på Niagara Falls i Ontario, Canada. Ray Davies fra The Kinks var den unge sangskrivers første store idol, skarpt fulgt af Lennon & McCartney, Paul Simon og Elton John. Senere kom Gordon Lightfoot og Leonard Cohen også med på listen, mens især Harry Nillson og Bing Crosby hører til blandt yndlings-croonerne.
Turen gik til Toronto i midten af 80erne, hvor Ron Sexsmith arbejdede som postbud om dagen og ellers brugte det meste af sin fritid i bandet The Uncool, der nåede at udgive et enkelt kassettebånd, inden sangeren i 1991 indledte solokarrieren med demo-albummet "Grand Opera Lane". Fire år og 200 sange senere fulgte omsider en pladekontrakt og det første 'rigtige' album, produceret af Mitchell Froom.
Selvom den 49-årige canadier med et dusin plader i ryggen endnu ikke har fundet nøglen til mainstreamsucces, har han længe haft et ry som "sangskrivernes sangskriver" med en dedikeret skare af tilhængere, der blandt andre tæller Nick Lowe, Rod Stewart, Tracey Thorn, Feist, Elvis Costello, k.d. lang og Curtis Stigers, der alle har indspillet coverversioner af Sexsmiths sange.
"Forever Endeavour" udkom 4. februar.