De sikre tegn på forår
03. apr. 2012 14.40 IndslagDet kribler og krabler derude. For selv om du måske nok synes, at vejret kan være en anelse lunere, så holder det ikke dyr og planter tilbage. Der er fuld gang i foråret.
Vi har været med naturvejleder Sabine Jensen fra Ringkøbing-Skjern Museum på tur i Bundsbæk Naturpark for at se nærmere på nogle af de sikre forårstegn.
Vorteroden blomstrer
Et af de sikre forårstegn er blomsten vorterod, der kommer frem i det tidlige forår og beklæder især solrige skrænter med sine gule blomster. Planten har fået navn efter sine knoldede, vortede rødder.
Gærdesmutten har travlt med redebygning
Lige nu har den lille fugl gærdesmutten travlt med at bygge reder. Ja, det er faktisk hannen, der bygger hele tre reder til sin hun - og det er så Fru gærdesmutte, der bestemmer, hvor familieforøgelsen skal finde sted.
Gærdesmutten er Danmarks næstmindste fugl.
Pilen har fået gæslinger
Et stærkt tegn på forår er piletræerne med de grå, silkebløde gæslinger. Det er han-blomsterne hvorimod hun-blomsterne er mere gulgrønne og beskedne i farven. Vidste du i øvrigt at de to blomster lever adskilt - altså at der findes han-træer og hun-træer?
Drukner nærmest i kærlighed
Her i foråret søger tudserne frem fra vinterskjul for at formere sig i vandhuller og små søer.
Hantudsen er så elskovssyg efter den lange vinter, at han nærmest kaster sig over huntudsen. Ja, faktisk sker det, at indtil flere hanner kaster kærligheden på den samme hun, så hun risikerer at drukne.
Ulveedderkoppen uden et spind
I det høje solrige, forårsgræs lever jagtedderkoppen - også kaldet ulveedderkoppen. Den lille, sorte edderkop piler hurtigt rundt i græsset på jagt efter føde. Den laver nemlig ikke som andre edderkopper et spind.
(Foto: Sabine Jensen)