Holstebro lukker skoler men protester hjalp
22. feb. 2012 07.56 NyhederDer skal lukkes skoler i Holstebro Kommune.
Det besluttede politikerne tirsdag aften på et byrådsmøde, hvor de små skoler dog også hentede sig en sejr.
Det står fast, at skolerne i Ejsing og Ryde skoler bliver lukket.
I selve Holstebro bliver Nørrelandsskolen nedlagt og lagt sammen med Sønderlandsskolen.
Til gengæld beholder Staby Skole sin selvstændighed. Den bliver ikke en underafdeling af Ulfborg Skole.
Millioner skal bruges
Formanden for Børn og Unge udvalget i Holstebro Kommune, socialdemokraten Morten Flæng, siger, at de penge, de sparer ved at lukke skoler, skal investeres i kvaliteten på de andre:
- Med det her ser det ud til, at vi finder i omegnen af 10 millioner kroner, som vi kan bruge til it og uddannelse og på sigt også til flere timer, siger han.
Ikke flere lukninger
På spørgsmålet om, hvorvidt der kommer flere skolelukninger, svarer han:
- Jeg tror ikke, at der kommer flere skolelukninger de kommende år. Jeg tror, at denne proces har trukket så mange tænder ud og skabt så meget uro og udtrykhed, at skolerne i Holstebro har hårdt brug for ro.
7. klasserne reddet
På forhånd var der lagt op til, at 7. klasse skulle flyttes fra en række små grundskoler til større overbygningsskoler.
Men grundskolerne får lov at beholde 7. klasse. To konservative medlemmer af byrådet skiftede nemlig holdning, så flertallet tippede.
Det accepterer Motrten Flæng; men det ærgrer ham:
- Vi synes, at 7. klasserne hører til i overbygningen på grund af fagligheden. Så kvalitetsmæssigt synes vi, at det er lidt en skam, påpeger han.
8. og 9. klasse i Skave flyttes til Mejrup.