Kommuner lukker budgethuller med børnepasningspenge
14. sep. 2012 13.56 Nyheder
Opdat.: 16. sep. 2012 10.59Værsgo, her er 500 millioner kroner til deling, men så skal I også gøre børnepasningen bedre. Sådan lyder en del af aftalen mellem kommunerne og regeringen i Finansloven for næste år. Men der er stor forskel på hvordan de Midt- og Vestjyske kommuner bruger deres millioner.
I Ikast-Brande kommune bruger de pengene til at lukke huller. Kommunen strækker deres 3,9 millioner, så de kan holde børnehaver og vuggestuer næsten fri for besparelser de næste 5 år.
Ikke flere varme hænder
Men børnepasningen får ikke flere varme hænder, fortæller formanden for børne- og undervisningsudvalget Evald Asp.
- Vi havde planlagt at spare på børnepasningen for at få budgettet til at hænge sammen. Så det er en indirekte styrkelse i forhold til hvis havde skåret 850.000 om året. Men kvaliteten bliver ikke højere end nu, fortæller formanden.
Regeringen havde andre planer
Folketingsmedlem for Socialdemokraterne Annette Lind fortæller at aftalen ikke er juridisk bindende. Så kommunerne kan ikke straffes hvis de bruger pengene anderledes end det er aftalt.
- Nu må kommuner jo prioritere lokalt hvordan pengene skal bruges. men der er jo en klar aftale om, at det er nommeringer og kvalitetsløft, så er det selvfølgelig det vi forventer der bliver brugt penge på. Men vi kan ikke følge hver eneste krone ud i kommunerne, siger hun.
Regeringen skriver i aftalen, at de på sigt vil følge op på, hvordan pengene bliver anvendt.
Pligtopfyldende kommuner
Ifølge en undersøgelse Epinion har foretaget for BUPL's fagblad, Børn og Unge, bruger 72 procent af kommunerne i hele landet pengene på alt andet end bedre børnepasning.
Her i landsdelen er det lige omvendt. I syv af landsdelens ti kommuner går pengene faktisk til bedre børnepasning. Det gælder Lemvig, Morsø, Thisted, Viborg og Struer kommuner.
Ringkøbing-Skjern kommune havde allerede prioriteret ekstra penge til børnepasningen fra 1. oktober i år. Den beslutning betyder dog samtidig, at forældrene skal betale 90 kroner mere om måneden.
Byrådet har besluttet at bruge den ekstra pengepose fra finansloven et andet sted, selvom flere stemmer i byrådet talte for at løfte børneområdet endnu mere.