Fiskere kan ikke leve med usikkerhed
06. feb. 2012 06.10 NyhederHvis det økonomisk vigtige fiskeri efter industrifisk skal overleve på længere sigt, så er det nødvendigt med mere sikre og stabile kvoter. Det mener Danmarks Fiskeriforening.
Mens fiskeriet efter spisefisk har nogenlunde stabile kvoter, der giver fiskerne mulighed for at planlægge - så er fiskeriet efter industrifisk som tobis eller sperling udsat for voldsomme svingninger fra år til år.
- Det skaber en usikkerhed for fiskerne, som det efterhånden er meget svært at leve med, siger Kurt Madsen, der er formand for fiskerne i Thyborøn og Thorsminde.
Biologisk forklaring
Men ifølge sektionsleder Henrik Mosegaard hos DTU Aqua, så er det selve biologien hos industrifiskearter som tobis og sperling, der er årsag til de ustabile kvoter:
- Det er fiskearter, som lever i kort tid og svinger meget i bestandsstørrelse fra år til år. Derfor er det fornuftigt at lade kvoterne svinge med, så man kan udnytte overskuddet i de gode år, siger Henrik Mosegaard.
Stabile kvoter er mindre kvoter
- Hvis man derimod indfører stabile kvoter, så vil det betyde mindre kvoter. I så fald ville man være nødt til at sætte kvoterne efter de dårlige år for at undgå at bestanden bliver nedfisket, siger sektionslederen hos DTU Aqua.
Der er dialogmøde i dag i Aalborg om industrifiskeriets fremtid med deltagelse af hele fiskeribranchen.