Forfrosne hjemløse mangler varme senge
07. feb. 2012 15.28 Nyheder
Opdat.: 08. feb. 2012 07.37De hjemløse fryser i den bidende kulde. Det samme gør mange illegale indvandrede, der overnatter i parker og i biler.
Men der mangler akut overnatningsmuligheder til de udsatte i Midt- og Vestjylland.
- Når sådan en ekstrem situation kommer, må man have et nødberedskab, der sørger for, at ingen skal ligge ude i kulden og dø, siger Leif Jensen fra Holstebro.
Leif Jensen er næstformand i de hjemløses landsorganisation, SAND, og han efterlyser et nødberedskab, der kan hjælpe i de tider, hvor frosten bliver for hård.
- I de større byer har man lavet det, der hedder nødherberg. Men det har man ikke, når man kommer lidt længere ud i Udkantsdanmark, fastslår Leif Jensen.
Illegale indvandrere søger ly.
Ebbe Larsen er forstander på Møltrup Optagelshjem ved Vildbjerg, som er et af bare fire steder her i landsdelen, der tilbyder en varm seng til dem, der brug for det.
- Folk, som plejer at bo i bilen eller en trappeopgang, de søger ind nu, fortæller forstanderen.
For tiden dukker hjemløse og andre udsatte op ved hovedtrappen, men også udlændinge, der har søgt lykken i Danmark.
- Der er jo en række folk, som er her illegalt, og nu bliver det så for koldt at sove i parken, siger Ebbe Larsen fra Møltrup Optagelseshjem.
Råber politkerne op.
Under normale vejrforhold rækker landsdelens tilbud til de udsatte. Men Leif Jensen fra SAND opfordrer politikerne til at tage affære.
- Det er tredje år i træk, vi har en hård vinter. Det kan ikke undgås, at det rammer de udsatte, for det er jo ikke til at sove i skoen i sådan et vejr, siger han.
Ebbe Larsen fra Møltrup Optagelseshjem er enig i, at landsdelen bør have et nødberedskab, der kan sørge for en varm seng i kulden.
- Det skal der være. Vi kan jo ikke bare lade folk ligge og passe sig selv, fastslår Ebbe Larsen.
Sådan overlever man kulden.
Næstformand Leif Jensen fra SAND er selv tidligere hjemløs. Han ved, hvordan man overlever kulden.
- Det er mange gange ved hjælp af tæpper og en god varm ”Harboørehabit”. Det er ting, der er nødvendige, og så skal der godt mod til og noget varmt at drikke til at tø én op i løbet af natten, fortæller Leif Jensen.
Møde om problemet.
På et møde i Holstebro senere onsdag mødes Leif Jensen fra de hjemløses landsorganisation med en række andre foreninger, der kæmper de udsattes sag.
De skal blandet diskutere behovet for et nødberedskab i vinterkulden.
FAKTA...
* Alene i Region Midtjylland lever der ifølge det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) i alt 1139 hjemløse.
* De fire overnatningsmuligheder i Midt- og Vestjylland: Forsorgshjemmet Skovvang i Holstebro, Vibohøj i Viborg, Møltrup Optagelseshjem ved Vildbjerg og Blå Kors’ varmestue i Herning.
* I Danmark er det sjældent, at nogen af landets i alt 5300 hjemløse ligefrem fryser ihjel, men det er ikke længere siden end 2009, at to mænd i henholdsvis Skagen og Horsens døde, efter at have opholdt sig ude en nat med 19 minusgrader.