92.000 midtjyder tisser i bukserne
08. maj 2012 07.36 Nyheder
Skam, voksenbleer og faste toiletruter - livet er meget besværligt for 92.000 mennesker i Region Midtjylland, der lider af vandladningsproblemer - eller inkontinens.
Og inkontinens er så stort et tabu, at over halvdelen af de 92.000 ikke tør gå til læge med deres problem.
Og endnu flere - to ud af tre - taler ikke med deres ægtefælle eller kæreste om lidelsen.
Det fremgår af en stor undersøgelse af inkontinens i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
I hele Danmark skønnes 4-500.000 mennesker at lide af inkontinens, heraf ca. 50.000 lidt større børn. Det oplyser sekretariatschef Aase Randstoft fra Kontinensforeningen.
Hverdagen bliver træls
- Det er jo ret fantastisk, at folk skynder sig til lægen og bliver penslet i halsen, så snart de hoster lidt. Men tisser de i bukserne, går de ofte i fem til 15 år, inden de overvinder sig selv og fortæller lægen det, siger Aase Randstoft.
Og det kan blive sure år:
- De går kun ud og handler dér hvor de ved, der er toiletter. I biografen og teatret sætter de sig på de yderste pladser - og ikke i midten - fordi de måske skal ud at tisse hver halve time.
- Og nogle ta'r ikke på ferie, med mindre de kender toiletforholdene på stedet. Nogle mødre leger ikke vilde lege med deres børn, fordi de er bange for pludselig at tisse i bukserne.
Og nogle melder sig syge på deres arbejde, fordi de ikke kan overskue situationen, siger Aase Randstoft.
Tabu at stå frem
Kun syv procent af de de 92.000 borgere med inkontinens i Region Midtjylland tør tale åbent om deres problem. En af dem er Mona Jepsen fra Randers. Hun mener det er vigtigt at fortælle andre om det og vil gerne gøre det i radioen. Men hun fortæller ikke om det i hverdagen og på sit arbejde:
- Jeg går da ikke og fortæller, at jeg er 42 år og tisser i bukserne!. Det er noget børn og eller gamle menensker gør.
Hos kvinder stammer inkontinens ofte fra fødsler, mens det for mænd sker i en højere alder, når deres prostata-kritel vokser.
Lidelsen kan behandles både medicinsk og kirurgisk.