Mistænkt skal i grundlovsforhør
09. feb. 2012 14.12 Nyheder
Opdat.: 09. feb. 2012 17.53Den 39-årige Kristian Heilmann, som er mistænkt for at have dræbt den 46-årige pædagog Judy Meiniche Simonsen fra Vinderup, bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg i morgen tidlig klokken ni.
Politiet sigter ham for drab.
Kristian Heilmann blev pågrebet af Østjyllands Politi i formiddags, efter betjente spottede en bil, der var meldt stjålet og satte efter den. Det viste sig, at det var den eftersøgte, som kørte i bilen. Han kørte dog galt og kom alvorligt til skade.
Brud på arme og ben
Politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi bekræfter, at Kristian Heilmann er svært tilskadekommen; men siger samtidig, at hans tilstand er stabil. Han har brækket både arme og ben. Han er indlagt på traumecentret i Århus, hvor politiet bevogter ham.
Politiet oplyser torsdag sidst på eftermiddagen, at Kristian Heilmann fremstilles i grundlovsforhør in absentia, det vil sige uden selv at være til stede i retten.
Politiet har endnu ikke oplyst, hvordan den 46-årige pædagog blev dræbt.