“Muammar: Du har aldrig tjent folket/Muammar: Du må hellere give op/Bekend. Du kan ikke flygte/Vores hævn vil indhente dig/Som et tog, der brager gennem en væg/Vi vil drukne dig."

Sådan lød det fra den libyske rapper Ibn Thabit den 27. januar sidste år, flere uger før optøjerne i Libyen begyndte, og længe før Muammar Gaddafi kom af dage. Men han kom af dage. Og mange andre steder i den arabiske blev styrer væltet til tonerne af hiphop.

I denne omgang skal det handle om lyden af protest, om politisk modstand i musik. Ikke kun under det arabiske forår, men også i vores del af verden. Herfra ved vi at musik i hvert fald kan være soundtrack til modstand. Til demoer og piratfester er musikken en ufravigelig ingrediens. Og til 1. maj klimprer en gammel venstreorienteret spillemand som Arne Würgler om kap med specialbyggede subwoofere og diskanthorn, der brager drum'n'bass, hiphop og dancehall ud over ungdommen. Og så har PJ Harvey med albummet Let England Shake fundet en nye politisk nerver i musikken.

Men flytter den politiske musik noget? Skaber den ny debat? Galvaniserer den i det mindste kampgejst? Eller er den bare et soundtrack, som har det med at blive overromantiseret? Og lider vi stadig under 68'ernes frelste tilgang til den politiske sang?

Gæster: Rasmus Poulsen (dj, forfatter og journalist), Ole Reitov (en af initiativtagerne til Freeemuse, international ytringsfrihedsorganisation for musikere og komponister samt tidligere musikjournalist på P3) og Henrik Marstal (musiker, producer, forfatter og ph.d. i musikvidenskab)