For kommentaren omkring at festivalen Skanderborg skulle være bedre end Roskilde, læs gerne videre. Den kommer, lige efter en programoversigt over hvad der ellers sker i Offbeat i eftermiddag fra kl. 15.
Vi sætter fokus på Strøm Festivalen, der starter i dag i København og omegn. Det bliver et gennemgående tema i Offbeat -hvor vi tjekker nogle af de navne, der gæster festivalen. Men samtidig vil vi også brede den elektroniske musik geografisk i hele landet. Derfor må du gerne tage denne opfordring til dig: Hvis du kender nogle, eller selv sidder med et elektronisk projekt eller band – og IKKE bor i København eller omegn, så må du meget gerne maile det til p6beat@dr.dk - eller poste på facebook.
I dag tager vi pulsen på det elektroniske miljø i Odense – Offbeat har mødt en klubpromoter, der har det store forchromede overblik.
Kommentar:
Har Skanderborg overhalet Roskilde?
I løbet af weekenden er respekteret danske musikanmeldere og skribenter nærmest faldet over hinanden, i jagten på at komme først med meningen om at Smukfesten i Skanderborg har overhalet Roskilde festival! Jeg har aldrig været på Skanderborg og vil derfor ikke kommentere på musikprogrammet – men undrer mig blot: Hvor er sammenligningen?
Der er en grund til, at jeg aldrig har været på Skanderborg. Det er sikkert rigtig hyggeligt, venner fortæller mig at der er meget smukt og flot – og at de har haft fede koncertoplevelser, fordi stemningen er god og fordi det er fedt at stå og synge sammen med 19.999 andre festivalgæster til de store hovednavne. Det er da fedt – og det kendskab jeg har til festivalen, er at alle rundt omkring organisationen og festivalen er gode til at skabe hyggelige og velkomne rammer.
Der er en grund til at jeg altid tager til Roskilde. Der er de musikalske udfordringer jeg gerne vil have – og lad os bare tage udgangspunkt i det program der lå i år, som ellers har været meget udskældt overalt – måske med rette, men for mit vedkommende, formåede dette års Roskilde at indfrie en masse forventninger om fede koncerter med bands, som jeg ellers ikke får oplevet andre steder (Battles, Spids Nøgenhat, Shangaan Electro), overraskelserne eller de provokerende optrædender (Gold Panda, Chris Cunningham, DJ Koze) og en lang lang liste med solide, spændende, anderledes performende bekendskaber – som tæller lang ud over Julianna Barwick, TV On The Radio, PJ Harvey, Anna Calvi, Pulled Apart By Horses, Charles Bradley, Foals, Kuti’erne – mange af dem nåede jeg aldrig at opleve, men suk hvor ville jeg gerne.
Så lad os bare holde skidt og snot for sig. Skanderborg laver en fest for folket – det fungerer godt! Roskilde laver en fest for musikken og de som gider musikken – og med den repsons som jeg oplevede blandt publikum under Roskilde i år, så fungerer det også rigtig godt!
Dermed ikke sagt, at Roskilde ikke skal have kritik for programmet, måden at afvikle festivalen og scenerne på eller den manglende fleksibilitet mht de mange organiserede fester på teltpladsen – jeg er enig eller uenig – men diskussionen er relevant, og sund. Og for Roskilde Festival.
Måske kan man tale om at Roskilde er blevet overhalet af store udenlandske festivaler som Primavera i Spanien eller All Tomorrows Parties i England, som har enten de mest spritnye hypede indienavne, eller andre formater end Roskilde – men det er altså, ja undskyld mig, en anden og væsentlig mere nysgerrig og musikorienteret liga vi befinder os i. Her har Skanderborg ikke meget slægtsskab.
Så skal vi ikke bare sige, at Skanderborg har haft en fed fed fed fest – måske er den gået over i historien for gode koncerter og massiv stemning – det ved du nok bedst selv, hvis du har været under de smukke bøgetræer i år. Roskilde har deres udfordringer, men bød i sommer op til en dans, der måske mistede point på den folkelige konto, men som så sandelig vandt igen med det som Roskilde måske er bedst til – koncerterne med artister, som du ikke anede du ville komme til at elske.
Det er to seperate festivaler – Roskilde kan ikke sammenlignes med andre danske festivaler – på hverken godt eller ondt.
Med håbet om at du har haft en god festival og musiksommer, hvor du end har været og hvad du end nyder af musik.
// Carsten, Offbeat


Log ind for at kommentere