Montagemanden Willy Reunert

Den montage-tradition, Danmarks Radio er kendt for i andre radiofonier verden over, blev grundlagt i fyrrene af en naturbegavelse af en reporter, Willy Reunert.

I 1947 fik daværende leder for Statsradiofoniens feature-sektion, Sven Alkærsig, besøg på sit kontor af en utilfreds lytter. Han gik til daglig hjemme i Bidstrup ved Furesøen og passede hønsene og grisen. Så han havde god mulighed for at følge med i radioen. Han havde klaget sig så højlydt, at hans kone til sidst havde sagt: Hvorfor siger du det til mig? Sig det dog til dem derinde! Da Alkærsig var en høflig mand spurgte han kværulanten, om han selv kunne gøre det bedre. Det kunne han, og det gjorde han i mange år fremover. Hans navn var Willy Reunert og han blev den første radiojournalist, der – i 1962 – modtog journalisternes hæderspris, Cavling-prisen.

Forudsætningerne
Formelt havde han absolut ingen forudsætninger for at lave radio. Hans eneste formelle uddannelse var finmekaniker og så havde han blandt andet arbejdet som livredder i de østrigske bjerge, som minearbejder i Ruhr, som foredragsholder i Finland, han havde sat højspændingsledninger op i Sahara og havde været landarbejder hos Peter Freuchen på Enehøje i Nakskov Fjord. Han var handicappet af, at han talte dansk med tårnhøj accent. Han var født i Tyskland, men familien var tidligt flyttet til Østrig.

Da han stillede hos Alkærsig var han statsløs. Han var blevet "ausgebürgert", da han havde været aktiv i modstanden mod nazisterne i Berlin. Så aktiv at han måtte flygte.

Makkerpar
At hans accent var svær at acceptere i den danske Statsradiofoni fik han vendt til sin fordel. Han dannede makkerpar med blandt andre Alkærsig, som stillede spørgsmålene, mens hans selv blev siddende i reportagevognen og instruerede og iscenesatte. "Mod hårene!" kunne han hviske i hovedtelefonerne, hvis Alkærsig strøg de interviewede for meget med hårene. Han styrede med stikord interviewet ud af de sidespor, der kunne føre til uventede oplysninger. "Malk ham!" var et andet stikord. Reunert havde i sin tid som landarbejder lært at malke – og erfaret, at de bedste dråber kommer til sidst. Reunert foretrak den model og havde ingen ambitioner om selv at komme til mikrofonen, ikke bare på grund af sproget. - Jeg ved, jeg er en dårlig mikrofonmand. Jeg har en nervøs måde at tale på, jeg kan dårligt fuldføre et spørgsmål, før jeg er midt i det næste, og det giver ikke ro over samtalen, som er den første betingelse for, at reportagen skal virke overbevisende og ægte, fortalte Reunert Det ny Radioblad i 1953.

Men hans måske vigtigste forudsætning – udover det åbenlyse naturtalent for radioreportage – var engagement og en analytisk og polemisk begavelse. Reunert havde læst på Hochschule für Politik i Berlin i tre år. Det gav ham en sociologisk indsigt, han altid havde med i sine udsendelser. "Det kan godt være du ikke interesserer dig for politik, men du kan være sikker på, at politik interesserer sig for dig", sagde han til Viggo Clausen, som han tidligt begyndte at arbejde sammen med. Hvilket Viggo Clausen tog til efterretning. Reunert var socialist, men havde intet imod at blive skældt ud i kommunisternes dagblad Land og Folk. Hvis nogen ville tage patent på en idé, ville han gerne være kætteren blandt de troende.

Danmark dengang
Før 2. verdenskrig havde Danmark haft verdensrekord i radioapparater pr. indbygger. Men Statsradiofoniens monopolstilling og tvungne dødvande under besættelsen havde ikke fremmet fornyelsen. Paul Hammerich skriver i sin Danmarkskrønike: "De første fredsår havde ikke fremkaldt nogen renaissance i Rosenørns Allé. Kassen kørte på rutine. Dog, skønt spidsborgere med titler og doktorringe fortsatte med at læse deres fristile op, og ofte indledte enetalen med "landsmænd" eller "ærede lyttere", var en alternativ gruppe ved at danne sig omkring reportagechef Aksel Dahlerup. Han besad den klogskab, flegma og tolerance som skaber et eksperimenterende miljø."

Aksel Dahlerups højrehånd, Sven Alkærsig startede en feature-sektion, og det var den, Willy Reunert trådte ind i og – gjorde det bedre. Danmark var et fattigt land efter krigen. Man kunne frit rejse hvorhen man ville – men få havde penge til det. Nøjsomheden var blevet reguleret med fast hånd af vare-rationeringerne. Man anslog i 1945 at der var et boligunderskud på 50-60.000 boliger, hvilket på daværende tidspunkt svarede til en by på Århus' størrelse. Krigen havde desuden skyllet en kvart million flygtninge i land i Danmark.

Ingen seværdigheder
Det var det Danmark, Willy Reunert ville beskrive. Og for første gang blev det ikke borgmesteren, amtmanden og politimanden, der kom i radioen. Willy Reunert gik af bagdøren og snakkede med landarbejderen, frisøren og børnene. Han viste os, at der var almindelige mennesker i Danmark og at man godt kunne være fornuftig uden at være medlem af et oplysningsforbund. "Danskerne har let ved at tale og de snakker gerne," forklarede Reunert i et Politiken-interview (1949).

Reunert overlod til Karl Bjarnhof at interviewe seværdighederne. "Bjarnhofs mennesker har alle noget på hjerte; de eller deres omgivelser mener, at de på en eller anden måde repræsenterer det sjældne. Dem, jeg taler med, ved ikke, at de har noget at sige. Jeg søger bevidst det almene. Mit eget liv er ikke gået ad vante baner, derfor interesserer det mig gennem det almene at nå frem til det karakteristiske."

Huse omkring..
Reunerts sociologiske baggrund fornægtede sig ikke; tit var hans udsendelser bygget op omkring et lille samfund eller en gruppen mennesker, bragt og bundet sammen af en arbejdsplads, nogle fælles geografiske vilkår eller et fælles problem. "Huse omkring en station", "Huse ved grænsen", "Huse omkring en fabrik" og "Hverdagsliv ved polarcirklen" var nogle af titlerne.

Reunert behandlede socialt stof – bolignød, fattigdom, de illegale aborter, de enlige mødre. Og han blev angrebet for at være hård ved sine ofre og stille pinlige spørgsmål. Han forsvarede sig (i Det ny Radioblad 1953) med, at "når man behandler socialt stof, kan man ikke undgå at berøre pinlige emner. Hvis man går uden om dem, vil det hele virke dumt og forløjet – også for de mennesker, man taler med. Gik vi uden om de pinlige emner ville reportagen savne ægthed og mening...også for de folk, vi beder fortælle om deres problemer."

Få dem til at le!
Det sociale stofområde betød ikke, at udsendelserne nødvendigvis blev tunge og alvorlige. "Få dem til at le!" sagde han til Alkærsig via hovedtelefonerne, da de lavede reportagen om bolignøden, "Manden i kælderhalsen". Når man har overskud til at fortælle en god historie om hvordan man har overrasket en rotte med en særlig raffineret fælde, så er man ude af offer-rollen.

Reunert lavede sammen med blandt andet Viggo Clausen en række udsendelser af Scherfigske dimensioner om de fiktive byer Sladderslev og Skavankenborg. Han blandede realoptagelser med fiktive tekster og tegnede et meget troværdigt billede af livet i den lille by. I en af udsendelserne lader han telefoncentralen være sladderens arnested og det resulterede i en lang række protester fra landets telefoncentraler, selv om man havde oplyst, at der var tale om fiktion. Centralerne erklærede samstemmende, at det ikke var deres central, det drejede sig om – man lyttede skam ikke med.

Nachwuchs
Det er et usædvanligt held, når en nyskaber også er udrustet med pædagogiske evner. Det var Reunert. Han bruger i et interview i Information (1962) det tyske begreb "nachwuchs" – om underskoven der skal vokse op, når skoven dør ud. Reunert sørgede for, at der voksede noget efter ham. En af hans sidste elever var en anden emigrant, Stephen Schwartz, der ankom fra USA med en stabel bånd fra den amerikanske borgerretskamp. Han havde et enkelt ønske: Han ville lave radio i Danmark. Reunert hørte på ham og tog ham i uofficiel mesterlære. Stephen Schwartz opnåede sidste år, hvad ingen har gjort før ham: Han modtog den fornemme Prix Italia pris for anden gang for sit radioarbejde i den specielle genre, som Willy Reunert har stået fadder til i Danmarks Radio, det vi i dag kalder montager.