Mikael Bertelsen: Skjoldhøj Arkivet
Mikael Bertelsen, som er mest kendt fra DR TV, satte sig i juni sammen med to radio kollegaer fra DR-Ung, Mads Brügger og Kim G Hansen, for at tegne et portræt af livets gang i Danmarks største parcelhuskvarter, Skjoldhøj-parken uden for Århus.
Med simple midler, en båndoptager, et redigeringsanlæg og først og fremmest en fordomsfri nysgerrighed og en vilje til at finde og fortælle historier flyttede redaktionen en uge ind i et forladt parcelhus. Mens Bertelsen og Brügger konstant var på farten for at indsamle materiale og tale med folk, miksede lydteknikeren Kim G. Hansen i døgndrift, hjemme i det næsten tomme parcelhus. Resultatet blev en af de mest mindeværdige udsendelsesrækker DR Radio har sendt i 2002.
I 2002 modtog serien Krygerprisen. I den forbindelse sagde Radiodirektør Leif Lønsmann: "Skjoldhøj Arkivet er et moderne Kryger-program. Udsendelsen er båret af samtaler med mennesker, der fortæller så han eller hun bliver nærværende og levende for lytterne. Bertelsen og Brüggers ligefremme tilgang til andre ennesker får dem til at forfølge den gode historie og det spændende i et menneske langt ud over hvad man normalt vil gøre i et journalistisk program. Hvor journalister ofte kun ser et socialt problem i en spritter, ser holdet bag 'Skjoldhøj Arkivet' ligesom Storm P, en livsklog vagabond".
Nu kan du altså hente alle syv afsnit som podcast. Og du bør gøre det. Hvert afsnit varer halvanden time. Det handler om et parcelhuskvarter og dets beboere; et stykke virkelighedspoesi om en boligform og en kultur under forandring.