Bette Orla

Vinderen af Bette Orla-prisen 2012 er Nina Østergaard fra Køge!

Den tidligere vinder af Orlaprisen Josephine Ottesen har vurderet historierne I har sendt ind. Den 27. april i Live fra Ramasjang modtog Nina så prisen for årets forfattertalent.

Læs vinderhistorien her:

Jeg hører dit hjerte slå
Af Nina Østergaard

Jeg kan godt mærke dig Karla. Vi hænger sammen. Vores hjerte er det samme. De kan aldrig skille os ad, aldrig. Men vi ved, at en af os skal dø. Jeg håber, at det bliver mig. Det må være dig, der skal overleve. Jeg elsker dig så meget Karla. Når operationen er overstået, er en af os hel normal. To arme, to ben, en hjerne, et hjerte…

jeg er bange Karla, bange for at der skal ske dig noget. Mit hjerte galoperer i brystet. Vores hjerte. Jeg kan altid mærke, at du er der. Når jeg drejer hovedet, og du drejer dit samtidig, rører vores næser hinanden. Det kilder. Vi har to hoveder og fire arme. Vi er vokset sammen i brystet. Vi har et underliv og to ben. Hvis du vil et sted hen, følger jeg med dig Karla. Hvis du tænker noget, kan jeg høre det Karla. Det er ikke mærkeligt. Når du tænker, at jeg er dum, bliver jeg ked af det. Men det gør ikke noget, for jeg ved, at du elsker mig.

Du kan godt lide at læse bøger, det ved jeg. Vi er også gode til sport, selvom at det sommetider kan være besværligt. Vi elsker at spille fodbold. Vi har et godt overblik Karla. Du tænker tit på drengene ved siden af, når vi spiller. Du blinker til dem, og kaster med dit smukke lange hår. De blinker tilbage. Jeg glæder mig bare over, at du snart kan begynde at snakke mere med dem, hvis du forstår. Vi går i en almindelig skole. Folk i skolen kigger ikke efter os længere. Du har masser af venner. For det meste holder jeg mig bare tavs, og overlader det til dig at bestemme over benene og tempoet. Jeg har også venner, og så er det dig, der er stille. Men der vil aldrig være nogen som dig Karla.

Vi sidder på hospitalet Karla. Om tredive timer er en af os normal, den anden er død. Mor står bare der, og tuder, og laver smertefulde grimasser. Men hun ved ikke, at det er i orden. Jeg er lykkelig, for at min søster vil få en fremtid. Vi ved at lige meget hvad der sker, giver vi ikke slip. De putter masker omkring vores næse og mund. Jeg ved, at du synes, at det er ubehageligt. Mørket omslynger os, men jeg kan stadig mærke dig Karla. Jeg hvisker i dit øre, at jeg elsker dig, selvom du godt ved det. Du elsker også mig, siger du. Og vi tager fat i hinandens hænder. Jeg ønsker dig held og lykke i fremtiden Karla. Jeg ved, at det er mig, der skal dø, og jeg er tilfreds, for så kan du overleve. Du kan vokse op og få børn. Og så når du er blevet gammel, og dør, så er vi sammen i himlen. For evigt.

Der går lang tid, men vi holder stadig fast i hinanden. Jeg kysser dig på næsen. Det er helt mørkt. Vi holder fast, men nu er det svært. Jeg vil ikke væk fra dig nu Karla. Aldrig. Kun små tråde forbinder os nu. Jeg skriger, og prøver at trække dig med ud af mørket. Du er der ikke længere. Jeg kan ikke holde fast. Jeg ved ikke, om det er dig eller mig, der er død Karla. Jeg tror, at det er mig. Bare rolig Karla jeg er ikke bange. Jeg kan stadig mærke dit hjerte slå, da jeg er på vej. Nu ved jeg, at det er mig, der er død. Jeg er i himlen Karla. Og jeg ved, at vi aldrig vil kunne skilles. Jeg kan høre dit hjerte slå, min elskede Karla.