preload loader
far-siger-vov-lillebitte-beskidte-mitte-cover
 

Skrevet af: 

 

Børnelitteratur vender ting på hovedet

For mange er den ikke svær at få øje på. Forskellen på litteraturen til voksne og børn.

Læsestof til de yngste er ofte kortere, karaktererne kan være alt fra dyr til kager, og illustrationerne er flere.

Men hvori ligger forskellen, hvis man spørger folkene bag fortællingerne og billederne? Vi har spurgt forfattere og illustratorer bag to nye historier i Ramasjang LYT.

Plads til løgne
Stine Sillesen er forfatter af historien 'Far siger Vov'. Hun mener, at det befriende ved børnelitteraturens verden er, at der er plads til at fortælle løgne og vende tingene på hovedet:

- Selvfølgelig kan kaninen snakke og jordkloden være lavet af mørk chokolade. Og selvfølgelig kan mennesker flyve - med benene som vinger vel at mærke.

Stof til både børn og voksne
Men børnelitteraturen rummer ikke kun gak og hunde, der taler.

Ifølge Katharina Varinka, forfatter af 'Lillebitte Beskidte Mitte', rummer børnelitteraturens forenklede og korte format unikke muligheder.

Det kan give stof til eftertanke for både børn og voksne:

- Nogle gange er et enkelt billede eller ord nok til at forklare børnene ting, som ellers kan være svære at formidle for os voksne, der gerne vælter os i ord, når vi skal forklare noget.

Hun forklarer, at litteraturen kan være med til at sætte ord på emner som eksempelvis sorg/glæde og ven/fjende, som kan være svære emner at snakke med familiens yngste medlemmer om.

Billederne taler sit eget sprog
Børnelitteraturen ville ikke leve uden den visuelle fortælling. Det fortæller Maria Permin Berger, som har tegnet illustrationerne til "Lillebitte Beskidte Mitte".

Hun mener at illustrationerne giver liv til fortællingen og  øger forståelsen af det, der bliver læst højt:

- De små læsere kan både bruge illustrationerne til at forstå historien bedre, men også til at skabe endnu flere billeder inde i hovedet.

Dyrkelsen og træningen af fantasien er også et mål for illustrator, Marie Louise Rasmussen, som står bag tegningerne til "Far siger Vov".

Det unikke ved tegninger i børnelitteratur er, at de kan understøtte skøre påfund og give liv til karaktererne i fortællingen:

- Det behøver ikke at være menneske-karakterer. Dyr er lige så ofte repræsenteret som hovedkarakter - med menneskelige træk, fortæller hun.

Plads til at undre sig
Det er vigtigt at give plads til at undre sig og vende tingene på hovedet. Det er de to forfattere, Stine Sillesen og Katharina Varinka, enige om.

Børn er først lige begyndt at leve, og det giver naturligt anledning til en masse spørgsmål om, hvorfor vi mennesker gør, som vi gør.

Der skal være plads til at undre sig og have lyst til at prøve verden af, og det kan sagtens ske gennem litteraturen.

Historierne er en del af Ramasjangs Godnathistorier, som er baseret på e-bøger med både illustrationer og lyd, der kan fås til iPad.

I kan høre begge historier lige her på Ramasjang LYT.

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Ramasjang > Voksne > Artikler > 2015 > Marts

© Copyright DR 2017. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.