Kurt Westergaard vil sælge original Muhammed-tegning
11. aug. 2009 13.52 Tegneren Kurt Westergaard fra Århus er nu parat til at sælge den tegning af Muhammed, som gjort berømt og berygtet i hele verden.
Den 74-årige Kurt Westergaard udstiller i slutningen af måneden på et galleri i Skanderborg, og her bliver 1.000 signerede kopier af tegningen sat til salg.
Opbevares i bankboks
Den originale tegning bliver ikke udstillet - den ligger i en bankboks, men nu er århus-tegneren parat til at sælge den.
-Det er selvfølgelig en tegning, der har en lidt speciel position. Og jeg har ikke nogen speciel interesse i at beholde den.
Ikke fast pris
Jeg vil godt sælge den, men det afhænger selvfølgelig af, hvad der kommer af bud, siger Kurt Westergaard til P4 Østjylland.
- Der er ikke sat nogen pris på og jeg har ikke nogen ide om, hvad den skal koste.
Rig amerikanske samler
- Men jeg kan måske forvente, at den klassiske amerikanske millionær dukker op - ham, der samler på historiske ting som f.eks. Lenins breve, Fidel Castros sokker og den slags ting, siger Århus-tegneren.
De signerede kopier af muhammed-tegningen koster 250 dollars stykket.