Grov politisk vold i Århus i aftes
07. feb. 2010 07.40 ÅrhusGrov vold og masse-anholdelser i Århus i aftes.
Brækkede kæbebenet
En 17-årig mand blev ved 21.30-tiden slået ned af en gruppe mænd i Graven midt i byen. Han brækkede kæbebenet og fik indre blødninger i hovedet, men er uden for livsfare.
En 26-årig mand blev også slået ned og blev frarøvet sin mobiltelefon.
21 anholdt
Overfaldsmændene flygtede fra stedet, men blev kort efter anholdt sammen med en større gruppe mennesker i en baggård i Skolebakken, hvor de forsøgte at gemme sig.
I alt blev 21 personer arresteret. Tre af dem er sigtet for særlig farlig vold.
Højre mod venstre
Overfaldsmændene er fra det højre-orienterede miljø i Århus, mens de overfaldne er fra det venstre-orienterede miljø.
Volden er en udløber af den anti-racistiske demonstration Good Night White Pride, som de venstre-orientererde holdt i Århus i går eftermiddag.
Rolig demonstration
Selve demonstrationen, der foregik under tæt politiovervågning, forløb rolig.
Politiet anholdt dog præventivt- som det hedder - 12 personer fra København, som man frygtede ville starte slagsmål.
De blev løsladt i aftes og sat på bussen til København.