Stressede sygeplejersker er farlige
15. feb. 2010 07.04 ÅrhusSygeplejersker bliver afbrudt 80 gange om dagen
Telefoner der ringer. Kollegaer der stiller opklarende spørgsmål, og patienter der har brug for hjælp. Det er hverdagen for sygeplejerskerne på Skejby Sygehus.
Afbrydes hvert 10. minut
Og nu er deres arbejdsdag blevet sat under lup og resultatet kommer bag på sygeplejerskene. Det viser sig nemlig, at de bliver afbrudt i deres arbejde hver 10. minut - det vil sige op til 80 gange i løbet af en arbejdsdag. Sygeplejerskerne bliver især ofte afbrudt, når de er i gang med dosere medicin.
Risiko for patienter
- De mange afbrydelser kan få store konsekvenser for patientsikkerheden, og de øger risikoen for utilsigtede hendelser. Derudover påvirker det også arbejdsmiljøet og deres måde at yde sygepleje på, siger sygeplejerske Liselotte Brahe, der har undersøgt arbejdsgangene på Skejby Sygehus.
På baggrund af undersøgelsen har Skejby Sygehus nu sat fokus på de mange afbrydelser som en del af deres overordnede fokusområde for 2010 "Tid til kerneydelsen".
Færre afbrydelser og færre fejl
- Vores mål er at få minimeret, måske endda elimineret, de mange afbrydelser og forstyrrelser. Og det er vores formodning at det vil være med til at minimere fejlene og de utilsigtede hændelser, siger Liselotte Brahe.