Rådmand forarget over nazistisk løbeseddel
26. jul. 2010 16.07 ÅrhusDen århusianske kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) er forarget over en løbeseddel, som nazister har omdelt til flere borgere i Århus.
Gør noget aktivt
"Jeg er dybt forarget over den måde, hvorpå man omtaler en gæst, som vi har inviteret til landet. I Århus har vi valgt at gøre noget aktivt for ytringsfriheden, der er en af de vigtigste grundsten i demokratiet, siger rådmand Marc Perera Christensen.
Det er Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, DNSB, der i racistiske vendinger kritiserer, at Århus i en to-årig periode har givet asyl til en af verdens mange forfulgte forfattere.
Usympatisk menneskesyn
"Jeg mener, at løbesedlen er udtryk for et stærkt usympatisk menneskesyn, der ligger meget langt fra, hvor jeg står. Jeg vil kraftigt opfordre nazisterne til at give vores gæst en uforbeholden undskyldning og holde sig langt væk fra Århus med deres ubehageligheder, siger Marc Perera Christensen.