Horsensansatte klæber til taburetten
12. aug. 2010 05.52 Horsens60 år og farvel til arbejdslivet - det er ikke noget for de ansatte i Horsens Kommune.
To af hver tre ansatte vil tidligst stoppe som 62 årig. Og 1 af 4 vil være med til at holde de kommunale hjul kørende til de mindst er 65.
59-årige sekretær Linda Kjær Lindgren synes stadig, hun kan bidrage med noget, og hun har også indtryk af, at der sættes pris på hendes indsats.
Kommuner håber, mange vil arbejde længe
Linda Kjær Lindgren har deltaget i en undersøgelse af de modne ansattes planer som kommunalt ansatte i Horsens. Og Linda Kjær Lindgren vil arbejde, indtil hun er 65 år.
Og kommunen håber netop at få mange til at arbejde længe. Det er også muligt, hvis kommuen yder sit for sagen, mener Linda Kjær Lindgren.
-Det skal f. eks være muligt stadig at efteruddanne sig også efter, at man er fyldt 60 år, siger hun.
Arbejde giver en god hverdag
Og det er meget vigtigt for Linda Kjær Lindgren at få lov at arbejde, indtil hun bliver 65 år.
- Det giver en god hverdag at have et arbejde at stå op efter, siger hun.
Horsens Kommune skal nu måske igang med en seniorpolitik, der hjælper med til at få så mange som muligt til at blive længe på den kommunale arbejdsplads.