Farligt at få fjernet tatoveringer
12. apr. 2010 07.35 ØstjyllandØstjyder, som er blevet trætte af sine farverige tatoveringer, skal ikke forvente at kunne få dem fjernet på privathospitalerne Mølholm og Aros.
Specialist i hudsygdomme Peter Bjerring nægter nemlig at tage dem under laseren.
- Vi fjerner ikke længere større tatoveringer efter, at det kom frem i 2004, at laserfjernelse af tatoveringer kan ændre tatoveringsfarvestoffet på en måde, så det bliver omdannet til kræftfremkaldende stoffer, forklarer han.
Rød, grøn, gul og orange farlige farver
Det er tatoveringer med rød, grøn, gul og orange, som kan udløse kræftfremkaldende stoffer, når de fjernes med laser.
Alligevel er de farvestrålende tatoveringer populære at få.
- Den største årsag til, at folk alligevel får dem, er nok, at de ikke er klar over det her. Hvis folk havde vidst det, tror jeg, at de ville have overvejet det mere og måske have nøjedes med at få en ensfarvet, mørk tatovering eller slet ikke havde fået en, vurderer Peter Bjerring.
De sorte tatoveringer kan nemlig ikke være kræftfremkaldende, når de fjernes med laser.
Svært at spå om konsekvens
Spørgsmålet er, hvor mange kræfttilfælde farvestrålende tatoveringer vil føre til - og det er svært at spå om.
- Tatoveringerne er jo ikke kræftfremkaldende, før de bliver fjernet, så det kommer an på , hvor mange der bliver træt af deres tatoveringer, og det er ikke til at vide, siger Peter Bjerring.
Hvis man bliver træt af en lille farvestrålet tatoveringer, kan den blive skåret væk uden risiko for kræft.