Straffes af staten for at hjælpe
10. mar. 2010 17.38 RandersRanders bliver straffet af staten for at bevare statslige arbejdspladser.
Vil undgå lukning
Randers Kommune har indvilget i at betale halvdelen af huslejen for de 180 ansatte i byens statslige skattecenter for at undgå, det blev lukket - sådan som regeringen havde lagt op til.
Men udover de penge, skal Randers også betale ekstra 15 mill. kr i deponering for lejemålet - og indenrigsministeren har afvist at dispensere for den ordning.
Vred borgmester
Randers's socialdemokratiske borgmester Henning Jensen Nyhuus er vred.
-Jeg er forarget over, at man ved at hjælpe staten med lokale-forhold og arbejdspladser bliver straffet ved både at skulle betale mere i husleje og oveni skal deponere 15 mill. kr.
Slag i ansigtet
- Vi bliver nødt til tage de penge i kommunekassen og det er et voldsomt slag i ansigtet på os i disse tider, hvor vi har meget lidt likviditet. Det kan man godt blive vred over - for at sige det mildt.
Randers-borgmesteren går nu igen til indenrigsminister Bertel Haarder for at få ham til at dispensere for deponeringen af de 15 mill. kr.