36-årig skyldig i drab på eks-kone
01. feb. 2011 15.51 RandersEn 36-årig mand fra Randers er i dag ved retten i Randers blevet kendt skyldig i drab.
Det var et nævningeting, der i dag kendte manden skyldig i september 2009 at have dræbt sin eks-kone med mindst 70 knivstik.
Manden havde taget to knive med fra sin arbejdsplads og med de to knive opsøgte han sin eks-kone i hendes hjem i Fyensgade i Randers og stak hende mange steder på kroppen.
En af naboerne forsøgte at bremse mandens overfald, men det lykkedes ikke, og da betjentene ankom, sad eksmanden roligt og ventede på at blive anholdt.
Affekt
Mandens forsvarer mente, at den 36-årige ikke skulle kendes skyldig i drab.
Forsvareren mente, at det var sket i affekt, fordi manden var fortvivlet over, at hans familie var gået i opløsning.
I retten forklarede manden også, at han havde de to knive med, fordi han var bange for at eks-konens nye kæreste skulle være i huset.
Anklageren krævede manden kendt skyldig i drab, og mente, at manden ikke kunne være i tvivl om, at hvis man stak nogen så mange gange, så ville det betyde døden.
Hvor lang en straf den 36-årige mand skal have, blive afgjort på torsdag.