Bilfirma har ulovligt hentet flere biler
21. aug. 2010 07.49 SilkeborgEt omstridt Silkeborg-bilfirma har flere gange ulovligt hentet biler tilbage fra utilfredse kunder.
Internettet bugner i det hele taget med beretninger fra folk, der er utilfredse med biler, købt hos Bjarne Hjorth Automobiler i Silkeborg.
Det kan skyldes, at firmaet sælger billige biler, men det kan også skyldes, at de har en usædvanlig lånepolitik.
Låner også ud til dårlige betalere
Bilfirmaet har samme ejere som lånevirksomheden Bjarne Hjorth finansiering, og ifølge flere kilder kan man låne penge til en bil hos Bjarne Hjorth, selv om man står i RKIs register over dårlige betalere.
Det kan man ikke hos andre biludlåns-selskaber.
Camilla Petersen fra Skødstrup oplevede, at hendes Citröen Berlingo pludselig var forsvundet en dag i sidste uge. Det viste sig, at Silkeborg-firmaet havde hentet bilen, fordi hun ikke havde betalt afdrag.
Det er ulovlig selvtægt, fastslog en jurist fra FDM. Firmaet må kun tage bilen tilbage via fogedretten.
Nu kan DR Østjylland dokumentere, at firmaet har gjort det før.
Hentede bil hos utilfreds kunde
Forbrugerstyrelsen har haft otte klager mod firmaet, og i en af sagerne havde firmaet selv hentet bilen tilbage.
I den konkrete sag klagede kunden over et defekt låsesystem og fik medhold, så handelen skulle gå tilbage. Men inden det kom så vidt, hentede en mand fra Bjarne Hjorth Automobiler bilen tilbage, og det havde han ikke ret til, fortæller jurist Michael Nielsen fra Forbrugerstyrelsen.
DR Østjylland ville gerne have spurgt firmaet, hvorfor de henter biler tilbage, og hvor mange gange de har gjort det, men ledelsen vil ikke kommentere sagerne.