Thorsager vil være stationsby
11. nov. 2009 14.09 SyddjursLandsbyen Thorsager på Djursland vil kobles på jernbanenettet.
En såkaldt trinbrætsgruppe laver lige nu en undersøgelse, der skal vise, at der er et behov for at landsbyen får et trinbræt, så toget på Grenåbanen stopper i Thorsager.
To analyser med forskellige resultater
Peter Schrøder Jeppesen fra Trinbrætsgruppen siger, at Trafikstyrelsen tidligere har lavet to analyser over behovet for et trinbræt i Thorsager, men de to analyser stritter i forskellige retninger.
- Den ene undersøgelse siger, at der er meget tæt på at være nok passagerer til, at man kan forsvare at etablere et trinbræt i byen, og den anden siger, at det er der ikke. For at være sikker på, at vi har de rigtige tal, så laver vi nu en ny analyse i selve byen.
Halvering af rejsetid
Peter Schrøder Jeppesen mener, at det er uden for al diskussion, at et trinbræt i byen vil være en vældig fordel for borgerne i byen.
- Folk er rigtig glade bare for udsigten til, at det måske kan lade sig gøre. Alternativet for os i Thorsager er at køre i bus en time til Århus, og det vil kun tage en halv time med toget.
Thorsager har tidligere haft et trinbræt, men det blev nedlagt i 1970´erne, skriver Århus Stiftstidende.