SuperBest i Rønne mister kunder
10. nov. 2009 06.49 BornholmKødskandalen i SuperBest koster kroner og ører for kædens to butikker i Rønne.
De to slagterafdelinger har mærket en nedgang i omsætningen på omkring 15 procent, fortæller købmand Susanne Wridt, som ejer butikkerne på Store Torv og i Gartnervangen i Rønne.
Nedgang fører ikke til fyringer
Nedgangen gør ekstra ondt, fordi den kommer oven i en generel nedgang i dagligvarehandelen på 6-7 procent som følge af finanskrisen. Nedgangen i omsætningen vil dog ikke umiddelbart føre til afskedigelser i de to Rønne-butikker.
- Vi har brug for alle kræfter til at få det her rettet op, siger Susanne Wridt.
Alle butikker betaler prisen
11 butikker i SuperBestkæden blev her i efteråret taget i fusk med fedtprocenter og datomærkninger på kødet. 12 butikker blev undersøgt i første omgang og det var altså 11 af dem, der havde svindlet. Og den skandale skræmmer kunder væk fra alle kædens over 200 butikker.
Nye skrappe krav
SuperBest-kæden har lovet bod og bedring, og i en stor kampagne giver man en uforbeholden undskyldning.
- Samtidig har kæden indført nogle skrappere krav end lovgivningen, understreger Susanne Wridt.
Ingen skandale i Rønne
Hun gør i øvrigt opmærksom på, at Fødevarestyrelsen har været på kontrolbesøg et par gange i de to SuperBest-butikker siden kødskandalen blev kendt. Men her i Rønne var der altså ikke noget at komme efter.