Kun få aflysninger af hurtigfærgen
18. jan. 2010 05.44 BornholmMens kritikken af hurtigfærgen Villum Clausen raser, viser helt nye tal, at Bornholmstrafikken blot måtte aflyse 2,5 procent af færgens planlagte afgange i fjor.
Bedre end sit rygte
Tallene dokumenterer, at Villum Clausen er langt bedre end sit rygte, mener trafikchef Kim Sørensen.
- Tallene viser, at de ting, der verserer om Villum Clausen, er stærkt overdrevne. Vi kan se, at blot 2,5 procent af de planlagte afgange bliver aflyst, og det, synes jeg, er forsvindende lidt, siger han.
I faktiske tal måtte Villum Clausen aflyse 57 ud af 2.263 planlagte afgange i 2009.
Aflysningerne var placeret således: Januar 2, juni 11, oktober 34, november 6 og december 4.
'For hulen da'
Kim Sørensen forventer dog ikke, at kritikken af Villum Clausen nu vil forstumme.
- Når man følger debatten, kan man ikke lade være med at tænke ' for hulen da' ind i mellem. Men der er nogle mennesker, der af den ene eller anden grund ikke bryder sig om Villum Clausen, og det vil tallene ikke ændre på. Men rigtig mange andre mennesker vil nok få en øjenåbner og sige 'nå, er det sådan, det forholder sig' , siger han.
Seks aflysninger på øvrige færger
Bornholmstrafikkens øvrige færger på ruterne til Køge og Ystad var aflyst i alt 6 gange i løbet af 2009.