4% af bornholmerne er dårlige betalere
18. jan. 2010 10.10 BornholmKnap 4% af bornholmerne er registreret som dårlige betalere i RKI-registret.
Det viser de seneste tal fra januar 2010.
Under landsgemmensnittet
Dermed ligger Bornholm under landsgennemsnittet, som er på 4,85% af den voksne befolkning.
Antallet af dårlige betalere på klippeøen har været nogenlunde konstant siden 2007, men på landsplan har man registreret en stigning på 9% i løbet af 2009.
Samlet gæld på 10,5 mia. kr.
Den samlede gæld i RKI-registret har dermed passeret 10,5 milliarder kroner, og det er det største beløb nogensinde.
- Tallene er et bevis på, at krisen har været hård og langvarig, siger senioranalytiker Søren Overgaard Madsen fra Experian.
I snit har de dårlige betalere en gæld på 43.500 kroner - og der er regisreret 2,5 sager i gennemsnit pr. person.
Lolland Kommune er værst ramt
Mere end 208.000 danskere er nu opført som dårlige betalere og unge mellem 21 og 30 år samt sjællændere er overrepræsenterede i registret.
Den værst ramte kommune er Lolland, hvor 9,3% - eller næsten hver tiende - er registreret som skyldnere.