Staten glemte beskyttelse af Hammerhavn
27. jan. 2010 07.09 BornholmHvad der hidtil har været en diskussion mellem Kystdirektoratet og Bornholms Regionskommune om, hvem der har ansvaret for de skader, som med årene er sket med stålspunserne i Hammerhavn, har nu taget en overraskende udvikling.
I et referat fra mødet 25. juni 2009 mellem Kystdirektoratet og regionskommunen - som P4 Bornholm har fået aktindsigt i - fremgår det nemlig, at staten ikke i sin tid søgte om de nødvendige tilladelser til at opsætte stålspunserne.
Forslaget om at forstærke både den søndre og den nordre mole blev heller ikke, som det er krævet, når et område er omfattet af reglerne om strandbeskyttelse, sendt i høring.
Jakob Jensen er havnekoordinator i Bornholms Regionskommune, og han slår den aktuelle retsstilling for Hammerhavn fast.
- Hammerhavn er omfattet af reglerne om strandbeskyttelse. Det har man måske ikke haft tilstrækkelig opmærksomhed på, dengang man renoverede Hammerhavn, siger Jakob Jensen.
Afklaring i næste uge
Han tilføjer, at kommunen i løbet af den kommende uge får afklaret, hvordan Miljøcenter Roskilde stiller sig til det faktum, at stålspunserne i Hammerhavn er banket i havbunden uden de fornødne tilladelser.
Af referatet fra mødet 25. juni sidste år mellem Kystdirektoratet og regionskommunen fremgår det, at Kystdirektoratets direktør Jesper Holt Jensen ikke var - citat - "bekendt med forholdet omkring den før projektets start fulde strandbeskyttelse af samtlige kajanlæg" - citat slut.
Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar til sagen fra Kystdirektoratets direktør Jesper Holt Jensen.