Tabte container med gift
07. feb. 2010 07.47 BornholmEt finsk fragtskib tabte lørdag flere ton miljøgift i havet syd for Gotland i Østersøen. Skibet, der var på vej til Skt. Petersborg i Rusland, har mistet fire containere, som var stablet på skibsdækket. Den ene container indeholdt miljøgift.
- Vi antager, at de fire containere stod stablet oven på hinanden på skibsdækket. Den underste kollapsede og fik de tre andre til at trille over bord, siger Annette Stedt fra den svenske kystbevogtning.
En af containerne indeholdt femten ton brandfarlige stoffer, syv ton der betegnes som farlige for havmiljøet og otte ton andre miljøgifte.
Fly fra den svenske kystvagt forsøgte lørdag at finde containerne, men uden resultat. Der er udsendt en advarsel til skibsfarten i Østersøen.