JT Byg skylder 5,5 mio. kr.
08. feb. 2010 07.57 Bornholm5,5 millioner kroner.
Så meget skylder det konkursramte byggefirma JT Byg til en lang række kreditorer, oplyser advokat Bo Hansen, som er kurator i sagen.
JT Byg ApS i Tejn gik konkurs i starten af januar, og den foreløbige opgørelse viser at omkring 25 anmeldere har fremsat krav på tilsammen 5,5 milloner kroner.
Der er krav om løn og feriepenge for 700.000 kroner, simple kreditorer - og det vil primært sige vareleverandører - har godt 3 millioner kroner i klemme og endelig har Nordea pant i ejendommen for 1,7 million kroner.
På plussiden er der så en lang række kunder, som har fået udført arbejde af JT Byg, men som ikke har betalt deres regninger. Det drejer sig om i alt 1,4 million kroner.
Ifølge advokat Bo Hansen vil der gå næsten et år, før hele konkursboet er færdigbehandlet.
Bo Hansen vurderer i øvrigt, at der var flere årsager til konkursen i JT Byg.
- Det var en nyere virksomhed, som oprustede meget. Men finanskrisen og de strengere krav fra bankerne betød, at nogle bygherrer ikke kunne betale for et par store entrepriser. Og så blev garnet strammet for meget for virksomheden, forklarer Bo Hansen.