Dødsfald: Pølse Per, verdensmester
08. feb. 2010 16.19 BornholmHan drev i en menneskealder et af de bedste foderbrætter i Rønne, pølsevognen på hjørnet af Storegade og St. Torvegade.
Nu er han død, Per Frederiksen, eller som de fleste, ikke mindst tusindvis af kunder gennem årene sagde: Pølse Per. Han var tæt på de 89.
Egentlig var - er - det utroligt, at en pølsevogn kunne eksistere på det sted. Parkeringsforholdene er elendige, og pølsevognen ligger lidt fra byens hovedpulsåre. Men det betød intet, kunder kom frem alligevel.
De kom som unge, som voksne og senere var det børnenes tur, og de glemte ham ikke, selv om de forlod øen. Det var ikke en rigtig ferie, hvis man ikke havde fået to ristede hos Pølse Per.
Hvad de færre vidste og endnu færre huskede, så var Per Frederiksen den første og hidtil eneste verdensmester, som idrætten på Bornholm har fostret. I det kuld af talentfulde bueskytter, som groede op omkring Rønne Bueskytte Klub efter 2. verdenskrig, var Per Frederiksen en af dem.
Og i 1951, ved verdensmesterskaberne, var han på det danske hold, der vandt guld. Individuelt blev han nummer fem. Han pralede aldrig af det, fortalte gerne om det til en, der i forvejen vidste besked, men han sikrede mange gevinster i diverse væddemål, når den der vidste stak spørgsmålet ud: Hvem er den eneste verdensmester, Bornholm har haft ?
Per Frederiksen var født den 26. februar 1921.