Udsigt til kortere køer
09. feb. 2010 11.29 BornholmDet skal snart være slut med at stå i alenlange køer i Kastrup Lufthavn, når du skal med flyet til Bornholm.
Lufthavnen sætter nu gang i en ombygning af indenrigsterminalen, og det kommer også bornholmerne til gode.
Chefen for Bornholms Lufthavn Peter Hviid glæder sig over, at indtjekningsområdet bliver udviddet med to ekstra spor, så passagererne hurtigere kan komme igennem kontrollen.
Udvidelsen skyldes, at der på Bornholm og i de andre provinslufthavne har været en stigning i passagertallet på omkring 20 procent, og det har givet ekstra arbejde i indtjekningsområdet.
Den første del af ombygningen forventes at være færdig om tre uger, og det sidste ekstra spor vil være klar til maj.
Dermed vil den nuværende kapacitet være fordoblet.