De store socialbyggerier på Bornholm går i gang til juli
05. mar. 2010 10.53 BornholmDet bliver Plejeboligkonsortiet Bornholm som skal bygge de 10 boliger på plejecenter Aabo i Aakirkeby, oplyser projektleder Knud Erik Thomsen.
Kontrakten er på nippet til at blive underskrevet, oplyser han.
Aabo er det første af fire større byggerier på det sociale område, som skal igang i løbet af dette og næste år.
Aabo er et byggeri til 10,4 mio. kr, og omfatter 10 boliger.
Start til juli
Når kontrakten er underskrevet skal byggeriet beskrives i detaljer, så det kan starte i midten af juli, og efter planen slutte til juni næste år.
Plejeboligkonsortiet Bornholm består af Jens Møller A/S, Lobbæk Byggeforretning, Bornholms Byggeforretning A/S, Steenbergs Tegnestue i Rønne og Wright Arkitekter København.
Konsortiet vandt opgaven i kamp med PL Entreprise.
Byggeriet på Aabo er det første af fire byggerier inden for det sociale område, som er på vej.
De andre byggerier
17 boliger på Nørremøllecenteret i Nexø, her skal byggeriet igang til oktober, byggetid ca. et år. Fem virksomheder er prækvalificerede, heraf tre bornholmske: Plejeboligkonsortiet Bornholm, PL Entreprise og Nordbornholms Byggeforretning.
Plejecenteret i Rønne. 60 boliger, et bornholmsk firma er prækvalificeret, Plejeboligkonsortiet Bornholm. Byggestart februar 2011, byggetid knap halvandet år.
Endelig skal der bygges 25 boliger til specialpsykiatrien, beliggende ved Kommandanthøjen i Rønne. Her ligger terminerne ikke helt fast endnu.