Kvalitet afgør skolelukning
10. mar. 2010 23.52 BornholmDet bliver kvaliteten og ikke geografien, der kommer til at afgøre om Østerlars-Gudhjem eller Østermarie skole bliver lukket.
Den model fik skolebestyrelsen nemlig opbakning til, da 50 forældre fra de to skoler var samlet til møde om skolelukningen onsdag aften.
Beslutningen om hvilken skole der lukker ned, tager skolebestyrelsen på et møde torsdag i næste uge.
- Vi fik opbakning til at det skal være skolen med de bedste rammer og de bedste udviklings-muligheder, som skal overleve, siger formanden for bestyrelsen Anette Hansen efter forældremødet.
Hun understreger at børnetallet betyder, at der ikke er nogen anden løsning end at lukke enten Østerlars-Gudhjem eller Østermarie Skole.
- Og af hensyn til børn, forældre og de ansatte er vi nødt til at træffe en beslutning i skolebestyrelsen næste torsdag. Vi kan ikke trække pinen længere, siger hun.