Trafikulykke i Nylars
12. mar. 2010 10.28 Bornholm
Opdat.: 12. mar. 2010 14.40Der skete en større trafikulykke i Nylars i formiddags lidt over klokken 10.
En varebil og en personbil kørte sammen, og føreren af personbilen - en 89-årig mand - samt føreren af varebilen er begge kørt til skadestuen på Bornholms Hospital.
Den 89-årige brækkede et ben. Føreren af varebilen slap uden alvorlige skader.
Ulykken skete fordi føreren af personbilen overså varebilen, da han kom kørende mod syd ad Almevej og skulle ud på hovedvejen, Rønnevej, i Nylars.
- Der var tåget i området og der har været tale om en kraftig opbremsning, inden de to biler stødte sammen hjørne mod hjørne, oplyser vagtchefen ved Bornholms Politi.
Flere udrykningskøretøjer kom til ulykkesstedet - bl.a. Bornholms Brandvæsen, to ambulancer, og frigørelsesmateriel fra Falck.
Hovedvejen var delvis spærret en times tid på grund af ulykken, men der er nu ryddet på stedet.