Norwegian dropper aftenafgangen
16. mar. 2010 12.55 BornholmSamarbejdet mellem flyselskaberne Wings of Bornholm og Norwegian betyder, at der bliver én flyafgang mindre, end der ellers var udsigt til med Norwegians entre på ruten mellem Rønne og København.
Norwegian havde planer om en aftenafgang til København, men den sløjfes, og Norwegians afgange bliver de samme som de, der i dag findes med Wings of Bornholm.
Det siger Norwegians presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen:
- Vores afgange vil indgå i den samme tidstabel. Vi ønskede minimun to daglige afgange, men vi havde ikke flyene, så derfor er det her en bedre løsning for os, siger han.
De passagerer, som har købt billet til den planlagte, men nu aflyste afgang om aftenen med Norwegian vil blive kontaktet og overført til en af Wings of Bornholms afgange.
Norwegians hjemmeside er endnu ikke opdateret med de nye ændringer som følge af samarbejdet med Wings of Bornholm.