Land sikkert med CimberSterling
16. mar. 2010 13.04 BornholmAf og til hører vi, at et fly fra CimberSterling har haft problemer og har foretaget en sikkerhedslanding.
Det er cirka en gang hver anden måned, at man hører om en hændelse hos flyselskabet.
Men det er nu ikke, fordi CimberSterling har flere problemer end andre flyselskaber, oplyser Statens Luftfartsvæsen.
- Nej, det har de ikke. Det kan jeg sige helt sikkert, fastslår kommunikationsmedarbejder i Statens Luftfartsvæsen, Tina Larsen.
Vi hører om hændelserne, fordi CimberSterling som det eneste flyselskab i Danmark sender en pressemeddelelse ud, hver gang der sker noget uforudset.
Vil undgå rygter
Det er en helt klar strategi fra luftfartsselskabets side, fortæller kommunikationschef Signe Thorup.
- For det første er det vigtigt for os, at offentligheden får det rigtige at vide, og det er vi de bedste til, da vi ved, hvad der er sket. Ellers kan offentligheden være henvist til rygter, og det er ingen tjent med.
- Desuden vil vi gerne signalere, at vi er en åben virksomhed, der giver de relevante oplysninger, siger Signe Thorup.