Døgninstitution i farezonen
17. mar. 2010 11.36 BornholmEn af øens døgninstitutioner for anbragte børn kan risikere at skulle lukke. Der er i øjeblikket to: Phønix i Rønne og Sirius i Nexø.
Børnecenter Bornholm står overfor at skulle spare op mod 20 millioner kroner, og det kommer til at mærkes på en række områder.
Børnecentret har lavet en handleplan for at finde de ekstra penge. Formand for Børne- og Skoleudvalget, Erik A. Larsen, vil endnu ikke sige, hvad der er på bedding.
Men han afviser ikke, at det kan blive nødvendigt at lukke en døgninstitution og flytte børnene til den anden. Der er dog ikke fyringer i farvandet.
- Der kan måske være tale om ansættelsesstop i en periode, siger Erik A. Larsen.
Medarbejdere kan flyttes med
Og selv hvis der eventuelt skal lukkes en døgninstitution, vil det ikke blive nødvendigt at afskedige medarbejdere, understreger udvalgsformanden.
- De børn der er anbragt vil jo stadig være der. Så det der kan komme på tale - uden jeg skal love noget her - er nogle overflytninger, hvor de pågældende medarbejdere skal flyttes med over, siger Erik A. Larsen.
Børnecenter Bornholms dårlige økonomi skal drøftes på Økonomiudvalgets møde i dag, men det er Børne- og Skoleudvalget, der den 6. april skal tage stilling til, hvor der skal spares.
Desuden skal børnecentrets handleplan bearbejdes i diverse medarbejderudvalg.