Ekstra stjerne til hospitalet
17. mar. 2010 13.15 BornholmBornholms Hospital har fået en ekstra stjerne på skulderen i en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
De nu tre sygehusstjerner skal være et pejlemærke, så patienter og pårørende kan få et indtryk af kvaliteten, tilfredsheden og ventetiden.
Hospitalschef Kurt Espersen forklarer, at Bornholms Hospitals fremgang på en stjerne siden målingen i december 2008 bygger på større patienttilfredshed i forhold til landsgennemsnittet.
- Derudover er ventetiden mere end halveret for patienter, der skal ind på hospitalet til almindelig sygdomsbehandling, siger Kurt Espersen.
Landets hospitaler kan få fra 1 til 5 stjerner i Sundhedskvalitet.dk. Antallet af stjerner bliver tildelt på baggrund af 16 udvalgte nøgletalsområder.