Ny trivselsundersøgelse på gymnasiet
18. mar. 2010 12.49 BornholmDer bliver nu gjort et nyt forsøg på at forbedre på trivselen blandt medarbejderne på Bornholms Gymnasium.
En helt ny arbejdspladsvurdering er netop blevet udgivet, men de implicerede parter vil dog endnu ikke kommentere, hvad rapporten indeholder.
Sidste års trivselsundersøgelse viste, at over halvdelen af de ansatte ikke mente, at rektor Finn Pedersen fik inddraget medarbejderne tilstrækkeligt i beslutningsprocessen.
- Vi har behandlet den nye rapport i samarbejdsudvalget i mandags, og vi har lavet en god handlingsplan for at få justeret nogle ting, siger lærernes tillidsrepræsentant, Henrik Kofoed Svendsen.
Han understreger, at dialogen med rektor er god og konstruktiv, og at man er i gang med at drøfte, hvilke tiltag der skal til for at få løst problemerne.
I løbet af april måned udsender Bornholms Gymnasium en pressemeddelelse om sagen - og samtidig vil trivselsundersøgelsen blive offentliggjort på gymnasiets hjemmeside.