Økonomisk bet for øens hvedeavlere
07. sep. 2010 15.58 BornholmÅrets bornholmske hvedehøst er 15-20% under det normale.
- Og det kan for nogle landmænd betyde store økonomiske problemer.
Det siger planteavlskonsulent, Ole Harild, til bladet Effektivt Landbrug.
Må købe korn til svinefoder
Mange bornholmske landmænd er samtidig svineavlere, og med et lavere udbytte af hvede er de tvunget til at skulle købe korn til foder.
- Og da prisen på hvede er steget, så er det virkelig en bet for mange. 80 procent af hvedehøsten på Bornholm bruges nemlig til svineproduktion, understreger Ole Harild.
Sidste korn i hus
Øens landmænd fik i øvrigt høstet de sidste 5 procent af kornet i weekenden, og dermed kan årets samlede høstudbytte gøres op.
- Det blev omkring 10% mindre end i 2009, og det svarer til, at der på øens 33.000 hektar landbrugsjord er høstet omkring 135.000 tons forskellige afgrøder, oplyser Ole Harild.
Store forskelle mellem afgrøderne
Årets høst af byg, rug, havre er nogenlunde tilfredsstillende, mens hveden altså har skuffet.
Det omskiftelige vejr i år på Bornholm med både streng kulde og ekstremt høje varmegrader er forklaringen på den svigtende høst af hvede.
- I modsætning til andre steder i landet, er det ikke regnen, der generelt har givet de største problemer på Bornholm, siger Ole Harild.