Erik A.'s position som offentlig person er grund til kommunal anmeldelse
28. feb. 2011 11.27 BornholmDet er udvalgsformand Erik A. Larsens position som offentlig person, der er baggrunden for, at det var Bornholms Regionskommune og ikke Erik A. Larsen selv, der fredag anmeldte tankejeren i Klemensker til politiet.
Det oplyser kommunaldirektør Kenth Halfdan Ferning.
- Det fremgår af Straffeloven, at offentlig påtale kan ske, når den forurettede anmoder herom, siger kommunaldirektøren.
Tankejeren havde fredag på en hjemmelavet spiseseddel til en formiddagsavis hængt børne- og skoleudvalgets formand Erik A. Larsen ud under overskriften "Rovdyret."
Det skete efter kommunalbestyrelsens beslutning torsdag om at lukke skolen i Klemensker.