Affaldsindsamling bliver måske aflyst
07. apr. 2009 11.23 BornholmDen affaldsindsamling, som Danmarks Naturfredningsforening arrangerer den 19. april, bliver måske skrottet her på øen.
Naturen er simpelthen for ren, fortæller formand for Danmarks Naturfredningsforening på Bornholm, Jørgen Butzbach.
- Vi er i den mærkelige situation, at vi ikke kan finde steder i naturen, der er tilstrækkeligt plagede af affald, til at det giver mening at tage ud og lave en affaldsindsamling. Det er selvfølgelig mere end glædeligt, at bornholmerne passer så godt på naturen, men det betyder også, at vi muligvis bliver nødt til at aflyse indsamlingsdagen, fortæller han.
Kender du til områder, hvor naturen er omdannet til uautoriseret containerplads, kan du oplyse det i kommentarboksen nedenfor eller skrive en mail på adressen bornholm@dr.dk.